Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
En medarbejdersucces kan fejre 50 år
I Danmark opstår tanken om medarbejdervalgte i virksomheders bestyrelser allerede i 1960’erne.
Samfundsdebatten om medarbejderdemokrati er stor i årene herefter, og i 1973 fremsætter den daværende socialdemokratiske regering et forslag, der skal sikre landets medarbejdere mere indflydelse og en større stemme på deres arbejdsplads.
Lovforslaget skaber debat, og både højre- og venstrefløjen udtrykker en vis skepsis. Alligevel er det et enigt folketing, som vedtager forslaget, der også bliver støttet af arbejdsmarkedets parter.
Loven bliver effektueret i 1974, og den giver medarbejdere ret til at vælge repræsentanter til deres arbejdsplads’ bestyrelse.
Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem er man medlem af selskabets ordinære bestyrelse, men valgt af virksomhedens ansatte.
Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer deltager i bestyrelsen på lige vilkår med de aktionærvalgte, og de har samme rettigheder (for eksempel til at stemme og til at modtage vederlag) og forpligtelser i forhold til bestyrelsesarbejdet.
Medarbejdervalgte i bestyrelsen har til opgave at varetage selskabets interesser, men med et medarbejderperspektiv på bestyrelsesarbejdet.
Hvis et aktieselskab, eller anpartsselskab med en bestyrelse, i gennemsnit har flere end 35 ansatte gennem de seneste tre år, har medarbejderne ret til at få opsat et valg til virksomhedens ordinære bestyrelse og dermed få en medarbejder valgt ind.
I Danmark kan op til en tredjedel af et selskabs bestyrelse bestå af medarbejdere – dog kan der altid vælges mindst to.
MERE INFORMATION TIL MEDARBEJDERNE
I Danmark kan op til en tredjedel af bestyrelsen i et selskab bestå af medarbejdere. Det betyder, at de medarbejdervalgte altid vil være i mindretal og dermed ikke kan dominere en beslutningsproces.
Alligevel er der mange gode grunde til at få en medarbejdervalgt i bestyrelsen på sin arbejdsplads, fortæller Casper Berg Lavmand Larsen, som er økonom og adjunkt på Copenhagen Business School og blandt andet forsker i medarbejderinddragelse.
Han fremhæver blandt andet informationsdeling som en gevinst. Studier viser, at virksomheder, der har medarbejdere i bestyrelsen, er bedre til at informere hele medarbejderstaben end øvrige virksomheder:
”I selskaber med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er ledelsen forpligtet til at informere den generelle arbejdsstyrke bedre og hurtigere om for eksempel strategiske beslutninger. Det skyldes blandt andet hensynet til de medarbejdervalgte i bestyrelsen, som har tavshedspligt, og derfor kan komme til at sidde i en prekær situation, idet de forsøger at varetage selskabets, men samtidig også de ansattes interesser. Informationsstrømmen er derfor større i virksomheder, som gør brug af MAB-ordningen.”
En anden fordel ved ordningen handler om medarbejdertilfredshed, fortsætter Casper Berg Lavmand Larsen:
”På arbejdspladser med medarbejderinddragelse er der større medarbejdertilfredshed generelt. Det skyldes blandt andet større indflydelse på design af arbejdsforhold, og at medarbejderne oftere har en følelse af, at deres inputs er værdifulde og bliver taget seriøst sammenlignet med selskaber uden medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.”
Studier viser desuden, at virksomheder med en etableret MAB-ordning gør en forskel i krisetider, fortæller Casper Berg Lavmand Larsen:
”Her er selskaberne med MAB mere tilbøjelige til at fastholde de ansatte og lave forskellige ordninger – for eksempel genforhandling af bonusordninger, hvilket medfører en større grad af fastholdelse og dermed mindre grad af afskedigelse til trods for finansielle udfordringer i selskabet.”
FEM UD AF 10 MEDARBEJDERE ER DÆKKET
I følge Casper Berg Lavmand Larsen er det især de store virksomheder, som har taget ordningen til sig.
”Omkring 24 procent af de aktie- og anpartsselskaber, som har mulighed for at implementere MAB-ordningen, har gjort det. Den andel dækker 53 procent af alle ansatte i de pågældende selskaber. Jo større et selskab er, desto større er sandsynligheden også for, at ordningen allerede er implementeret i virksomheden. Antallet af virksomheder med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er stabilt, men da antallet af virksomheder også stiger, er dækningen relativt blevet mindre.”
TRE GRUNDE TIL FÆRRE MEDARBEJDERVALGTE
Ifølge Casper Berg Lavmand Larsen er der særligt tre årsager til den dalende medarbejderrepræsentation i bestyrelser:
”Den ene er, at det er op til medarbejderne selv, eventuelt med hjælp fra deres fagforeninger, at organisere support blandt kollegaerne og gøre krav på retten til at introducere MAB på arbejdspladsen. Og det kan i praksis være en tæt på uoverkommelig opgave for den enkelte medarbejder. Virksomhedernes ledelser er ikke forpligtet til for eksempel at informere om medarbejdernes ret til MAB. Derfor er fagforeningerne i praksis også involveret i næsten alle nyetableringer af MAB-ordningen.”
Den anden grund handler ifølge Casper Berg Lavmand Larsen om generationer:
”Aldersfaktorer har altid spillet en rolle i formel organisering, men de seneste år ses det i endnu højere grad, at det er blevet svært at engagere de unge i fagligt arbejde. Det betyder, at jo yngre en arbejdsstyrke er i et selskab, jo mindre sandsynligt er det, at MAB-ordningen er etableret.”
Den tredje årsag er ifølge Casper Berg Lavmand Larsen det manglende fokus på emnet, som medfører, at færre medarbejdere er opmærksomme på ordningen:
”De seneste år har der ikke har været en offentlig debat om emnet, de bagvedliggende principper eller ordningens rolle på det danske arbejdsmarked i det hele taget. Det står i modsætning til i 1970’erne, hvor emnet var til stor offentlig debat: Hvorfor er det, vi har MAB’ere? Hvorfor er de vigtige, og hvad skal vi bruge dem til? Vi stiller ikke længere spørgsmålene, og derfor bliver svarene også mindre tydelige.”
HJÆLP AT HENTE
Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem behøver man ikke at være bekymret for ikke at kunne magte opgaven, blot fordi man sidder sammen med for eksempel direktører, advokater og økonomer. Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem bringer man i stedet ekspertise i hverdagens udfordringer med for eksempel produktion, kompetenceniveau og kundeoplevelser ind i bestyrelseslokalet. Med den viden og indsigt får bestyrelsen et bedre og bredere grundlag for at træffe beslutningen om virksomhedens fremtid.
Derudover uddanner flere fagforeninger MAB’erne i både hårde og bløde kompetencer, som skal styrke deres input i bestyrelsesarbejdet, fortæller Casper Berg Lavmand Larsen:
”Der er undervisning i alt fra at læse et regnskab og forstå en strategi til at forhandle og præsentere materiale. Mange fagforeninger er rigtig gode til at klæde de medarbejdervalgte i bestyrelserne på til arbejdet i selskabernes professionelle bestyrelser, så de ikke starter på bar bund.”
Din fagforening ved alt om dine og dine kollegaers rettigheder, og hvordan I gør krav på dem. Hvis du vil høre mere om, hvordan I kan implementere ordningen på jeres arbejdsplads, så kontakt dem og få deres råd til den bedst mulige organisering.
Næste skridt er at komme ud til dine kollegaer med dit budskab. Her kan din fagforening igen hjælpe dig med det praktiske i at drive processen og skabe opbakning på din arbejdsplads.
Når der er opbakning fra mindst 10 procent af arbejdsstyrken på jeres arbejdsplads – og hvis mindst halvdelen af de ansatte stemmer for introduktion af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer – har I ifølge selskabsloven krav på, at selskabet skal afholde et valg, så I kan få mindst et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.
Mange fagforeninger vil herefter bakke op med kurser i bestyrelsesarbejde, så den eller de valgte bliver klædt ordentligt på til opgaven.
Overvejer du at indfri ordningen om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer på din arbejdsplads? Så tøv ikke med at kontakte CO-industri på co@co-industri.dk. Herigennem kan du høre mere om ordningen, procedurer, regler og praktik samt få information om kurser, som bliver holdt for alle nye medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?