Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Medarbejdere bidrager med vigtig viden i bestyrelseslokalet

Carlsberg-formand vil nødig undvære medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

Når Carlsberg A/S’ bestyrelsesformand, Henrik Poulsen, byder velkommen til bestyrelsesmøderne i det historiske hovedkontor på Valby Bakke i København, sidder der 14 medlemmer rundt om bordet. Ni med baggrund i blandt andet topledelse og professionelt bestyrelsesarbejde og fem medarbejderrepræsentanter. 

”Jeg vil nødig undvære de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. De kvalificerer bestyrelsesarbejdet og kommer med perspektiver, som er vigtige at kende, når vi skal træffe beslutninger og lægge strategier,” fastslår han. 

I det hele taget har den magtfulde bestyrelsesformand i bryggerikoncernen lutter lovord om den medarbejderrepræsentation i danske bestyrelser, der blev vedtaget i selskabsloven tilbage i 1974. 

Når Henrik Poulsen i anledning 50-årsjubilæet skal gøre status, er han ikke et øjeblik i tvivl om, at ordningen har styrket danske aktie- og anpartsselskaber.

”Grundlæggende er det en god og sund samarbejdsmodel at have medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, og vi skal passe på den i fremtiden,” lyder det fra Henrik Poulsen, der også er næstformand i Novo Nordisks bestyrelse med hovedsæde i Bagsværd. I Novos 12-personers store bestyrelse er fire medarbejdervalgte.

Dermed samarbejder han med blandt andet bryggeriarbejdere, laboranter og ingeniører i bestyrelserne om at sætte kursen i to af Danmarks største børsnoterede selskaber.

 

MEDARBEJDERVALGTE HAR KÆMPE INDSIGT

Til bestyrelsesmøderne kommer nogle bestyrelsesmedlemmer flyvende fra USA, Indien og andre lande i Europa, og i rejsekufferten har de imponerende cv’er med topstillinger i globale koncerner, mens nogle medarbejdervalgte tager bilen fra Jylland og har et svendebrev, en karriere som tillidsrepræsentant og mange år i virksomheden med sig. Den mangfoldighed af kompetencer og indfaldsvinkler er centrale at få i spil i bestyrelsesarbejdet, når der skal træffes svære beslutninger på et globalt marked præget af uro, klimakrise og geopolitiske spændinger. 

Henrik Poulsen glæder sig over, at medarbejderrepræsentanterne er vidt forskellige og kommer fra alle hjørner af koncernen.

Bestyrelseskonference

Bestyrelseskonference på Konventum

Konventum holder bestyrelseskonference den 13.-15. november 2024 i anledning af 50-årsjubilæet.
 
Konferencens tema er ”Risikostyring i en usikker verden” og drejer sig blandt andet om følgende spørgsmål: Hvilken rolle spiller de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i en usikker politisk verdenssituation? Er der behov for at lægge nye strategier for at sikre medarbejdervalgtes position og betydning i fremtiden? Hvordan kan vi arbejde for, at ordningen med medarbejdervalgte i bestyrelserne styrkes og lever også i de næste 50 år?

Læs mere her

”Nogle er akademikere og andre har en arbejderbaggrund. Så der kan være et stort spænd i erfaringer og uddannelser, hvilket kun er berigende. Min oplevelse fra mange forskellige bestyrelser er, at de alle sammen bidrager og bringer lige meget værdi. Bryggeriarbejderen kommer jo med en kæmpe indsigt i, hvad der sker i produktionen, og repræsenterer som hovedregel også mange ansatte,” siger han.

Medarbejdervalgte kan ofte tilføre nuancer og en mere detaljeret indsigt i virksomheden, som en bestyrelse ellers ikke ville have adgang til.

”De kender produktionen, organisationen og kulturen på en anden måde end de professionelle bestyrelsesmedlemmer, og hvis man lægger alle de her ting sammen, er der en ret væsentlig rolle at spille for de medarbejdervalgte. Jeg oplever, at de værner om værdigrundlaget på deres arbejdsplads og i virksomheden,” fremhæver Henrik Poulsen.  

I Aller Tryk i Taastrup arbejder Ove Emil Jacobsen i servicegruppen og sørger for, at trykmaskinerne sprøjter ugeblade ud i døgndrift. Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem oplever han, at der bliver lyttet til hans indlæg, fordi han kender alle hjørner af den daglige drift. 

”Når der skal købes nye, dyre trykmaskiner, bliver vi taget med på råd. Og jeg har da også kæmpet en bonus igennem til alle kollegerne på et tidspunkt, hvor virksomheden havde et pænt overskud,” noterer han.

 

VIGTIGT MED GOD VELKOMST

Ifølge Henrik Poulsen er det en hovedopgave som bestyrelsesformand at sikre en god ’onboarding’ for medarbejdervalgte.

”Det er vigtigt at finde en model inde i bestyrelseslokalet, hvor alle føler sig godt til rette og kommer på banen. For en nyvalgt medarbejderrepræsentant kan det godt være en smule intimiderende at sidde blandt professionelle med årtiers erfaring fra topledelse. Derfor er det ret vigtigt at få skabt en kultur i bestyrelseslokalet, hvor de medarbejdervalgte føler, at det er uformelt og ikke er underlagt et eller andet præstationskrav, men kan være trygge ved at spille ind med deres viden og holdninger,” siger han og pointerer, at alle skal kunne være med på deres egne præmisser. 

Derudover er Henrik Poulsens opskrift på en god onboarding ret lavpraktisk. Uddannelse i governance, bestyrelsens formelle rolle og juridiske ansvar, finanser, regnskab og virksomhedens strategi. Læg dertil kendskab til grøn omstilling og ESG-regnskab. Bestyrelsesarbejde er komplekst og for at kunne være aktive, mener han, at de bør have relevante kurser, der kan klæde dem på til rollen.

 

SKIL TINGENE AD

En sjælden gang hænder det, at en medarbejdervalgt kommer til et bestyrelsesmøde med en personlig agenda fra sin afdeling eller sit fag, og Henrik Poulsen vil gerne advare mod, at de medarbejdervalgte kommer med deres egne ’kæpheste’.

”Man skal skille tingene ad. Til et bestyrelsesmøde træder du ud af din daglige jobfunktion og ser tingene i et virksomhedsperspektiv,” pointerer han. Størstedelen af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er tillidsrepræsentanter i Dansk Metal, 3F, HK eller et helt fjerde fagforbund. Men Henrik Poulsen oplever ikke, at de er fagforeningens forlængede arm.  

På Aller Tryk er Ove Emil Jacobsen meget opmærksom på at være konstruktiv i bestyrelseslokalet for at få indflydelse til gavn for kollegerne. 

”Det er måden, som du tager en sag op på, det handler om. For de ansatte giver det en tryghed, at vi er flere medarbejdervalgte i bestyrelsen, så man ikke bare kan løbe om hjørner med os,” konstaterer han.

Ove Emil Jacobsen er ikke et øjeblik i tvivl om, at ordningen med medarbejdervalgte bidrager både til at skabe en bedre arbejdsplads og en sundere økonomisk virksomhed. 

”Derfor er det også vigtigt at diskutere, hvordan vi styrker ordningen i fremtiden. Vi skal nemlig ikke være naive, for hvis der ikke var nogen lovgivning, ville vi ikke sidde i bestyrelserne,” mener han. 

Artiklen er leveret af Konventum til CO-industri.

 

 

VIL DU VIDE MERE?