Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Konference: 50 år med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer

Ordningen med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer kan i år fejre 50-års jubilæum. Konventum fejrer jubilæet med en konference om fremtidens bestyrelsesarbejde.

Krig, klimakrise og konflikter. Der er stigende politisk usikkerhed i verden, og det kan i alvorlig grad ændre virksomhedernes rammebetingelser og dermed ændre de krav, som stilles til virksomhedernes bestyrelser, som skal træffe strategiske beslutninger, der ofte involverer svære dilemmaer mellem samfundshensyn og økonomi.

De udfordringer er temaet for Konventums Bestyrelseskonference 2024 for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i A/S- og Aps-bestyrelser i november, som har fået titlen ”Risikostyring i en usikker verden”. 

I år er det også 50 år siden, at de første medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer tog plads ved bestyrelsesbordet. Siden har medarbejderne haft mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, som træffes på øverste niveau i deres virksomhed, de har fået indsigt i de beslutninger, som bestyrelsen har truffet, og de har ikke mindst kunne bidrage med deres viden og kendskab om virksomheden.

 

GODE MULIGHEDER FOR AT NETVÆRKE

Men hvad betyder verdenssituationen for de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer? Hvilken rolle spiller de i en usikker politisk verden? Er der behov for at lægge nye strategier for at sikre de medarbejdervalgtes position og betydning i fremtiden? Hvordan kan vi arbejde for, at ordningen med medarbejdervalgte i bestyrelsernes styrkes og lever også i de næste 50 år?

Det stiller konferencen skarpt på med både oplæg, workshops, paneldebat og masser af mulighed for at netværke på tværs af forbund og brancher.

Blandt andet diskuterer forbundsformand for 3F Henning Overgaard, forbundsformand for finansforbundet Dorrit Brandt, næstformand i HK Mads Samsing og forbundsformand i Dansk El-Forbund Benny Yssing, hvordan ordningen med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer kan styrkes, og hvordan forbundene uddanner og støtter deres medarbejdervalgte.

Bestyrelseskonference 2024

Bestyrelseskonferencen 2024 har temaet "Risikostyring i en usikker verden"

Mogens Lykketoft, tidligere finans- og udenrigsminister (S) og formand for Folketinget giver et historisk rids af, hvad der er gjort for at styrke medarbejderindflydelsen og komme med et bud på, hvad fremtidens medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer skal arbejde for.

 

IND I BESTYRELSESLOKALET

Mens Kemp og Lauritzens bestyrelsesformand Boris Nørgaard Kjeldsen og medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem Flemming Henriksen inviterer med ind i deres bestyrelseslokale og fortæller om, hvordan de arbejder sammen for at sikre vækst, bæredygtighed og godt arbejdsmiljø.

Og Tom Knutzen, bestyrelsesformand for FLSmidth og Tivoli A/S, beretter om, hvad samarbejdet med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har givet ham gennem årerne. Ligesom han kommer med et bud på, hvordan ordningen bliver ved med at være levedygtig i fremtiden.

Emner på workshops er blandt andet: Hvad betyder medarbejdervalgte i bestyrelsen for arbejdsmiljø og trivsel i virksomhederne? Hvordan kan de medarbejdervalgte bane vejen til grøn omstilling? Og hvordan kommer arbejdsmarkedet på forkant med kunstig intelligens?
 

VIL DU VIDE MERE?