Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Tommy fik drømmejob efter aftalt uddannelse
Dorthe Kragh
29. oktober 2024
Tommy Petersen kigger jævnligt på sit ur. Han har en kæmpe afprøvning af et produkt, og det er vigtigt, at han er til stede, når afprøvningen går i gang.
Sidste efterår var han ansat som smed hos JENSEN Denmark A/S i Rønne. I dag er han produktionsleder i samme virksomhed og har derfor også ansvar for, at de sender et gennemtestet kvalitetsprodukt ud ad døren.
”Det er det bedste arbejde, jeg nogen sinde har haft,” siger han.
Men inden han smutter ud ad døren, vil han gerne fortælle om sine erfaringer med at tage et uddannelsesmodul på en akademiuddannelse. Det er nemlig den uddannelse, der har hjulpet ham på vej mod drømmejobbet.
Akademiuddannelser er voksenuddannelser, du kan tage på deltid. Du tilmelder dig et modul ad gangen og kan gennemføre uddannelsen i dit eget tempo.
Du kan også vælge at tage et enkelt eller to moduler.
En hel akademiuddannelse er en videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse.
Typisk varer en hel uddannelse tre år. Nogle uddannelser kan tilrettelægges på fuld tid over et år.
Akademiuddannelserne henvender sig til voksne med erhvervserfaring. Du skal desuden have en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.
IKUF giver tilskud til en række akademiuddannelser på både aftalt og selvvalgt uddannelse. Se hvilke her:
Aftalt uddannelse: https://ikuf.dk/virksomheder/positivliste-aftalt/
Selvvalgt uddannelse: https://ikuf.dk/positivlisten/
LØD SUPERSPÆNDENDE
Tommy Petersen havde længe tænkt over, at han godt kunne tænke sig at udvikle sine faglige kompetencer og måske prøve kræfter med et andet job på JENSEN Denmark A/S, hvor han har været ansat siden 1999. Han skulle derfor ikke bruge så meget betænkningstid, da tilbuddet om at komme på akademiuddannelsesmodulet ”produktionsoptimering” blev slået op på opslagstavlen.
”Det lød superspændende, og jeg så det som et springbræt til at få det job, som jeg gerne ville have,” fortæller han.
JENSEN Denmark arrangerede undervisningen i samarbejde med IKUF og fem andre virksomheder på Bornholm. Alle medarbejdere på virksomheden fik tilbuddet, og 11 timelønnede og funktionærer tog imod det.
Undervisningen var tilrettelagt med udgangspunkt i deltagernes egne projekter, og underviseren var, ifølge Tommy Petersen, god til at lægge niveauet et sted, hvor alle kunne være med.
”Jeg vil anbefale både gamle og nye produktionsledere at tage kurset. Du får ny viden og nogle værktøjer til at kunne arbejde med flow, produktion og fejlfinding. For timelønnede giver det også et rigtigt godt indblik i, hvordan en produktion fungerer, og hvordan selv små ændringer kan få store konsekvenser længere henne i processen,” siger han.
EKSAMENEN GIK LYNHURTIGT
Selv om der var hjemmearbejde undervejs, så synes han ikke, at det var slemt. Nogle uger var det en time, han brugte, og andre uger var det seks timer. Heller ikke eksamenen var afskrækkende.
”Jeg er ikke superglad for eksamener. Men jeg ville jo gerne det her, så jeg var nødt til at tage den med. Læreren og censor sørgede for at skabe et roligt miljø, så de 20-25 minutters eksamen gik ret hurtigt,” fortæller han.
To andre kolleger har også fået nyt job i JENSEN Denmark efter afslutningen på uddannelsen.
”En af vores kolleger valgte at tage uddannelsen, fordi hun var begyndt at tvivle på, om hun kunne blive ved med at klare de tunge løft og træk, som vi nogle gange har i jobbet som smed. Hun er i dag blevet kvalitetskoordinator,” siger André Kahlenberg, tillidsrepræsentant for medlemmer af Dansk Metal på JENSEN Denmark.
Han er faktisk lidt overrasket over, at så mange kolleger var interesseret i at videreuddanne sig.
”Det kan være svært at få kolleger til at tage selvvalgt uddannelse, men det her viser, at der er en øget interesse fra kollegerne for at styrke deres kompetencer. Udviklingen inden for vores fag går sindssygt hurtigt, og jeg tror, at vi er ved at indstille os på, at vi løbende skal uddanne os,” siger han.
TILFREDS VIRKSOMHED
Lærke Borup Carstensen, der er management assistent hos JENSEN Denmark, fastslår, at uddannelsesforløbet har været meget positivt for virksomheden.
”Det har været meget udviklende for den enkelte, og så har det bestemt også kastet noget godt af til virksomheden. Det handler jo også om vores egen fødekæde. Rekruttering - uanset branche - er superudfordrende, så må vi omfavne de muligheder, som kommer. Her kan vi bygge videre på medarbejdere, som har erfaring og viden om, hvordan tingene fungerer hos os,” siger hun.
Både Tommy Petersen og André Kahlenberg påpeger, at en stor del af succesen skyldes, at alle barrierer for ikke at komme på uddannelse var fjernet. Uddannelsestilbuddet blev hængt op på opslagstavlen, og Lærke Borup Carstensen hjalp alle interesserede med at tilmelde sig.
”Jeg skulle egentlig bare møde op med en computer,” fortæller Tommy Petersen.
RYKKET TÆTTERE SAMMEN
Virksomheden sendte en broget flok af medarbejdere på uddannelsen, og det har givet pote under undervisningsforløbet og bagefter, at timelønnede og funktionærer har arbejdet sammen om forskellige virksomhedsrelevante projekter.
”Vores egen evaluering viser, at der havde været en rigtig god synergieffekt mellem timelønnede medarbejdere i produktionen og funktionærerne. Det bliver flere gange fremhævet, at det har givet en anden forståelse for hinanden,” fortæller Lærke Borup Carstensen.
Tommy Petersen arbejdede selv sammen med en funktionær om sin opgave.
”Det er rigtig sundt at vide, hvad de andre laver. Nu ved jeg, at Engineering yder et kæmpe arbejde for, at vi får de rigtige stumper til den rigtige tid, men jeg ved også, hvorfor det nogle gange går galt,” siger han.
Han er klar til nye uddannelsesopfordringer, og virksomheden har allerede to forløb i pipelinen, som de håber snarest at kunne gå i gang med.
”Jeg tror, at flere af mine kolleger har fået blod på tanden, efter at have hørt anbefalingerne fra det første hold,” siger André Kahlenberg.
”Der er ingen tvivl om, at vi har fået masser af gode kompetencer, men vi har også fået nogle gode ambassadører, som kan være rollemodeller og fortælle, hvordan det har været for dem. Det har en afsmittende virkning, når en kollega, som du kender, siger: ’Hvis jeg kan klare det, så kan du også.’ Så jeg tror ikke, at det bliver et problem at finde nogle, som skal afsted på de næste to forløb,” supplerer Lærke Borup Carstensen.
JENSEN Denmark A/S har lavet en rammeaftale for aftalt uddannelse. Det betyder, at virksomheden kan sende medarbejdere på uddannelse med tilskud fra IKUF.
Virksomheden har i samarbejde med IKUF og fem andre virksomheder på Bornholm lavet et virksomhedsnetværk, som arbejder sammen om at oprette akademiuddannelsesmoduler lokalt på Bornholm.
Sammen med medarbejdere fra de fem andre virksomheder deltog flere medarbejdere fra virksomheden i efteråret 2023 i uddannelsesmodulet ’Produktionsoptimering’ fra Akademiuddannelsen Innovation, Produkt og Produktion med støtte fra IKUF.
Akademimodulet i produktionsoptimering foregik på Bornholms erhvervsskole og bestod af seks undervisningsdage og to virtuelle undervisningsdage med en produktionsingeniør fra Københavns Erhvervsakademi som underviser. I alt deltog 27 medarbejdere, heraf to ledere.
Mellem undervisningsdagene var der hjemmearbejde som svingede mellem en og seks timer.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?