Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
De lokale lønforhandlinger står for døren, og med udgangspunkt i din virksomheds situation skal du og ledelsen finde frem til en ansvarlig og fair aftale for både virksomhed og medarbejdere.
CO-industri har samlet en række nationale nøgletal til dig, men det, der for alvor tæller, er, hvordan det går i virksomheden, og hvordan I er blevet påvirket af coronapandemien.
Ifølge Industriens Overenskomst kan lønforhandlingen tidligst starte 1. marts, men det er vigtigt at huske, at det er dig som tillidsrepræsentant, der har serveretten. Du bestemmer, hvornår den årlige lønforhandling skal finde sted (Industriens Overenskomst §49, stk. 1,f), og det behøver ikke at være samme tid, som I plejer. Hvis din virksomhed har oplevet for eksempel ordrenedgang, opsigelser eller arbejdsfordeling på grund af coronapandemien, så er det måske fornuftigt at starte forhandlingerne senere på året.
HVAD SKER DER PÅ FABRIKSGULVET
”Overordnet er industrien indtil videre sluppet rimeligt godt gennem coronakrisen, men der er ingen tvivl om, at corona generelt betyder meget usikkerhed vedrørende økonomien både på kort og på langt sigt, og nogle brancher i industrien er kommet bedre igennem krisen end andre. Derfor er det vigtigt, at tillidsrepræsentanterne som forberedelse til lønforhandlingerne bruger deres fornemmelse for, hvad der sker på fabriksgulvet, for i år er det svært at give nogle generelle råd,” siger Thomas Søby, der er cheføkonom i CO-industri.
Konkret peger han på, at tillidsrepræsentanterne blandt andet kan se på, om der er ordrer på vej, og om ordrebøgerne er fyldte.
”Er de på en virksomhed, hvor årsregnskabet for 2020 er offentliggjort, kan de få et billede af, hvordan virksomheden klarede første bølge af corona, og om den tjener penge eller ej. Her kan de også se, hvad ledelsen skriver om fremtiden. Er regnskabet ikke offentliggjort endnu, kræver det mere fingerspidsfornemmelse for, hvad der sker ude i hallerne. Heldigvis kender de fleste tillidsrepræsentanter deres virksomhed virkeligt godt,” siger han.
SIKRE GODE FOLK
Coronakrisen betyder også, at det gamle råd om at sammenligne med, hvad andre virksomheder i lokalområdet opnår ved lønforhandlingerne, måske ikke helt holder stik i år.
”En til en-sammenligninger holder ikke, hvis naboen producerer værnemidler til sundhedsvæsnet, og man selv producerer sengetøj til hotelbranchen. Men derfor kan man godt gøre ledelsen opmærksom på, at naboen betaler mere og søger folk, og at der skal gøres noget, hvis virksomheden vil være sikker på at have gode folk på den anden side af coronakrisen,” fastslår han.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.