Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Lige meget med kvalifikationer, når praktikpladserne mangler

Formand for CO-industris Maritime Udvalg langer ud efter arbejdsgiverne.

Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor mange fremmedsprog de unge kan, og hvor dygtige de er til tværgående samarbejde, hvis der ikke er praktikpladser til dem.

Sådan lyder det fra Henrik Kjærgaard, formand for CO-industris Maritime Udvalg og næstformand i Dansk Metal.

Han langede på konferencen ”Vækst i vandkanten” i november ud efter arbejdsgiverne i den maritime sektor for ikke at leve op til deres forpligtelser til at være med til at uddanne de næste generationer.

Konferencen var arrangeret af Danmarks Rederiforening, Danske Maritime og CO-industri, og Henrik Kjærsgaard talte om, hvilke kvalifikationer der er og vil blive brug for.

- Prøv lige at give det en tanke: Har I de lærlinge og elever, som I kan have? For det er jo lige meget, om de unge kan tale fem forskellige sprog, hvis der ikke er praktikpladser til dem. Og får de ikke deres uddannelse, så kan samfundet ikke levere den arbejdskraft, som I får brug for i fremtiden, uanset hvor mange sprog de unge taler, fastslår han.

Og det vil få store konsekvenser for industrien, hvis ikke flere unge mennesker får en faglig uddannelse, påpeger han. Alene i Dansk Metal forlader 4.500 metalarbejdere i år arbejdsmarkedet, mens kun 2.500 bliver uddannet.

- Vi kan godt diskutere, hvilke it-kompetencer der er nødvendige, men hvis ikke medarbejderne er der, så bliver det jo bare en teoretisk diskussion, siger Henrik Kjærgaard.

 

1.726 mangler læreplads

Derfor virker det ifølge Henrik Kjærgaard grotesk, at 1.726 unge alene i metalbranchen i dag mangler en læreplads.

- For det er ikke noget problem at skaffe lærlinge. Problemet er at skaffe lærepladser. 1.726 unge mennesker drømmer om at arbejde i vores fag – og det er ikke kun it, de gerne vil beskæftige sig med. Det er I nødt til at forholde jer til, siger han.

Samtidig beder han arbejdsgiverne overveje, om de virkelig synes, at de er dårligere end staten til at uddanne lærlinge.

- Det tvivler jeg på, at I synes. Metoden med at lade kollegerne hjælpe dem på vej er en god måde at få lært de unge op. Og det er en billig måde. Hvis ikke I gør det, så må man finde en anden måde at få dækket omkostningerne, og det kan nemt blive meget dyrt. Jeg synes, at det vil være kedeligt, hvis alle fremover skal udlæres fra skole i stedet for på virksomhederne, fastslår Henrik Kjærgaard.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?