Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Kom og mød topforhandlerne til OK25

Tillidsrepræsentanter får igen mulighed for at møde CO-industris formand og næstformand på otte optaktsmøder, før de sætter sig til forhandlingsbordet med DI om OK25.

Forberedelserne til overenskomstforhandlingerne 2025 er godt i gang. Medlemmerne i CO-industris medlemsforbund har været - eller er fortsat godt i gang - med at melde forslag til den kommende overenskomstfornyelse ind. I september bliver alle forslag samlet i CO-industri.

Herefter tager CO-industris formand Claus Jensen og næstformand Mads Andersen landet rundt, hvor du som tillidsrepræsentant har mulighed for at møde dem. Det er din mulighed for at høre, hvad der er på bordet til forhandlingerne, og du kan give dem et ord med på vejen, inden de går til forhandlinger med Dansk Industri.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen til det optaktsmøde, som kommer til dit område.

Møderne holdes her:

  • Slagelse den 22. oktober
  • Aarhus den 30. oktober 
  • Agerskov den 31. oktober
  • Rønne den 7. november
  • København den 11. november
  • Odense den 13. november
  • Aalborg den 25. november
  • Holstebro den 26. november

Optaktsmøderne er eksklusive for tillidsrepræsentanter, der er omfattet af industriens overenskomster, og afdelingsrepræsentanter, der har industriens overenskomster som ansvarsområde.

Datoerne er sendt ud til CO-industris medlemsforbund, og efter sommerferien bliver der sendt invitationer ud.

Forud for OK-forhandlingerne i 2023 mødte over 1.300 tillidsrepræsentanter op for at møde CO-industris topforhandlere. 

Relateret indhold