Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Giv de unge fællesskab og tillid på arbejdspladsen

Den unge generation vil enormt gerne fællesskabet. Giv dem lov at bidrage fra start og vær nysgerrig på, hvad de kan. Så er der større chance for, at de bliver. Og glem alt om fastholdelse. Generation Z vil nemlig ikke holdes fast – men de vil gerne tilknyttes.

Har du hørt om "quick quitting"? Det dækker over det fænomen, at flere og flere unge efter meget kort tid siger op fra et job, de ellers gerne ville have. Det fortæller noget om den unge generation, men noget andet, end man måske umiddelbart tror. Nemlig at for mange unge er fællesskabet og det at kunne bidrage til det helt afgørende - også i arbejdslivet.

”Føler man sig udenfor og ubrugelig, er der ikke lang vej til at tænke ’Her skal jeg ikke være’. Sådan er det for os alle, men de unge har tidligt lært at mærke efter, hvad der føles rigtigt for dem og at handle på det. Derfor bliver vi nødt til at få de unge bedre ombord i den virkelighed, de møder på arbejdspladsen, så de får lyst til at blive.”

Sådan siger kultursociolog og forfatter Emilia Van Hauen, da hun gæster BFA Industris Arbejdsmiljø Topmøde 2023. Her fortæller hun, at vi er nødt til at forstå og lære af de unge, hvis vi vil tiltrække og beholde dem på arbejdspladsen.

ALLE HAR BRUG FOR AT HØRE TIL

Unge mennesker er selvfølgelig ikke ens, men der er alligevel nogle fællestræk ved Generation Z, som er på vej ud på arbejdsmarkedet i disse år. De træk er gode at kende, hvis man vil være attraktiv arbejdsplads for de unge. Vi har nemlig at gøre med en generation, som sætter fællesskabet meget højt, er vant til samarbejde og er opvokset med en meget høj grad af ligeværd og medbestemmelse både i familien og i samfundet generelt. 

”Det er den mest fællesskabsorienterede generation nogensinde. Se bare, hvordan de laver lektier i skolen. Det gør de selvfølgelig sammen,” forklarer Emilia Van Hauen og fortsætter:   

”De unge har brug for at høre til i et fællesskab. Oplever I problemer på jeres arbejdsplads, så start med at spørge jer selv: Føler alle sig som en del af et fællesskab hos os? Og hvis ikke, så find ud af, hvordan I kan skabe et fællesskab med plads til alle.”

HEJ, HVAD KAN DU SÅ?

Alle mennesker har brug for at kunne bidrage til fællesskabet med noget, der har værdi for andre, og det skal vi også huske, når vi får nye, unge kolleger ind.

”Rigtig mange unge oplever i deres første job, at de ikke kan få lov til at bidrage. For de kommer ind i et system, hvor det handler om erfaring. De unge har også erfaringer, men ikke dem, der tæller inden for systemet. Så de har brug for, at nogen er nysgerrig og siger ’nå, hvad kan du så?’, forklarer Emilia Van Hauen.

Tips til en god arbejdsplads for de unge

  • Sørg for en god onboarding (introduktion til virksomheden og arbejdspladsens kultur), så de unge føler sig velkomne fra start og forstår, hvad det er for en arbejdsplads, de er landet på. 
  • Fokusér på fællesskab. Husk, I har at gøre med den mest fællesskabsorienterede generation nogensinde. Find ud af, hvordan I kan skabe et fællesskab med plads til alle - også de unge.
  • Vis tillid og tro på, at de unge kan bidrage. De unge vil gerne byde ind i fællesskabet, og de er vant til at samarbejde og være engagerede. Se på, hvad de allerede kan, og lad dem bidrage med det. 
  • Vær nysgerrig. Måske virker unge fra Generation Z meget anderledes på jer fra andre generationer, men se også på, hvad I har til fælles, og hvad I kan gøre sammen, for de har meget at byde på.
  • Tænk i tilknytning i stedet for fastholdelse. Unge kan ikke ”holdes fast”, men bliver ofte af lyst og interesse, og hvis de oplever en gensidig forpligtelse, mening i arbejdet og mulighed for at skabe noget sammen.
  • Hav fokus på skills. Husk, at I kan tilbyde de unge noget, de virkelig søger, nemlig skills – erfaring og kvalifikationer.

TILLID I STEDET FOR MAGT

Tilpas dig. Det her er vores system. Sådan bliver du som os, og de her mål skal du leve op til. 

Det er den tilgang, tidligere generationer er blevet mødt med i deres første job. Man startede i bunden af hierarkiet, og så måtte man bide sig fast og arbejde sig opad. 

Og sådan fungerer mange arbejdspladser stadig i dag. Med tydelige hierarkier, faste systemer og autoritære ledere. Men det vækker ikke genklang hos Generation Z. De er ikke særlig interesserede i magt, myndighed autoritet eller prestige.

”De unge kan godt bevæge sig i hierarkier, men de føler sig ikke hjemme i dem. De er mere optagede af fællesskab, tillid og i at gøre noget sammen. Så i stedet for at tænke i hierarki, så tænk i samarbejde, og erstat magt med tillid og tro på, at de unge kan bidrage til fællesskabet,” opfordrer Emilia Van Hauen.

BLIVER JEG DYGTIGERE AF AT VÆRE HER?

Generation Z er en generation, som er vant til at google sig frem til viden, når de skal bruge den. Men arbejdspladserne har til gengæld et es i ærmet over for de unge, som de skal huske at vifte med.

”Viden kan de unge altid få. Det, de ikke selv kan få, er skills – erfaring, kvalifikationer. Det vil de rigtig gerne have, og det kan I tilbyde dem,” siger kultursociologen.

Fakta om generation Z

  • Født mellem 1995 og 2012. De ældste er altså lige nu omkring 28 år. 
  • De er vokset op med online spil, sociale medier og smartphones, og det har skabt en generation af unge, som er meget kreative, engagerede og vant til at samarbejde.
  • De er den mest demokratisk orienterede unge-generation nogensinde. De organiserer sig ikke nødvendigvis i partier og foreninger sådan som andre generationer, men de dyrker fællesskab på andre måder i stor og lille skala for eksempel ved at lave deres egen aktivisme.

KIG FESTIVALERNE OVER SKULDEREN

Mange virksomheder er optagede af, hvordan de kan tiltrække og fastholde de unge i jobbet. Her opfordrer Emilia Van Hauen dog til at dreje synsvinklen lidt og overveje, om fastholdelse er et godt ord at bruge her. For det er et ord knyttet til tvang og til ikke at kunne bevæge sig, og giver ikke mening for de unge. I stedet skal man gøre det, som festivalerne er rigtig gode til, nemlig at arbejde med tilknytning.

”Tilknytning handler om frivillighed, lyst, interesse, gensidig forpligtelse og om at skabe noget sammen,” forklarer hun. Alt sammen noget, som er vigtigt for de unge. 

Og til sidst et godt råd om at kigge lidt indad:

”Den unge generation er ligeglade med jeres autoritet. De følger ikke positioner, men personligheder. Så kan I jo spørge jer selv, om I har en fed en personlighed? Det får I nemlig brug for i fremtiden, hvis de unge skal have lyst til at blive hos jer,” spår kultursociologen med et lille glimt i øjet.

Forstå de unge bedre

Læs, hør og se mere om den unge generation på www.emiliavanhauen.dk/unge