Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

OK 2014:

Søndag den 9. februar blev der indgået nye, tre-årige overenskomster for industriens ansatte mellem CO-industri og DI. Overenskomsterne omfatter direkte 240.000 ansatte på industriens område.

Hovedelementer i aftalen, der gælder fra 1. marts 2014 til 1. marts 2017:
*Fremover bliver det muligt at uddanne sig en uge i opsigelsesperioden med støtte fra IKUF. Og har man ikke brugt sin ret til to ugers selvvalgt uddannelse, kan disse uger lægges til, så man har tre ugers uddannelse i opsigelsesperioden.
Hvis man samtidig ikke har brugt sin ret til yderligere to ugers kursus betalt af virksomheden efter tre års anciennitet, kan disse lægges til de tre uger, så der tilsammen er mulighed for op mod fem ugers uddannelse i opsigelsesperioden.
 
*Den opsagte kollega får desuden ret til to timers vejledning i fagforeningen/a-kassen med fuld løn.
 
*Lærlinge får fremover mulighed for fritidsundervisning via IKUF.
 
*Voksne udlændinge kan tage danskkurser via IKUF.
 
*Desuden får skifteholdsarbejdere på aften/nathold opfyldt et længe næret ønske om, at de får beregnet støtten til IKUF inklusiv tillæg.
*IKUF vil desuden støtte screening til FVU- og ordblindeundervisning.
 
*Industriens ansatte får bedre muligheder for at deltage i uddannelse, idet ancienniteten for brug af IKUF nedsættes fra ni til seks måneder.
 
*Indbetalingen til at styrke det uddannelsespolitiske arbejde øges, idet betalingen til Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond øges med 5 øre hvert af de tre overenskomst-år.
 
*Forældreorloven udvides med to uger fordelt på en uge til hver af forældrene, og samtidig sættes satsen op fra 140 kroner til 145 kroner.
 
*Pensionsbidraget under de 14 ugers barselsorlov forhøjes med 1,5. kr. pr. time pr. 1. juli 2014.
 
*Ud over dette ligestilles par af samme køn som noget nyt med øvrige par.
 
*Ved lokal enighed kan der hentes bistand fra organisationerne til lokale drøftelser af fleksibilitet, herunder anvendelsen af vikarer, etablering af varierende ugentlig arbejdstid, indgåelse af overenskomstfravigende aftaler mv.
 
*Samtidig får de tillidsvalgte et nyt værktøj, idet de får ret til at få at vide, hvilke lokalaftaler og kutymer brugervirksomheden oplyser, at der skal overholdes i forbindelse med de vikaransattes arbejdsfunktioner på virksomheden.
Dette styrker de tillidsvalgtes mulighed for at holde sig ajour med, at vikarerne ikke misbruges. På funktionærområdet er det organisationerne, der har denne ret.
 
*Funktionæroverenskomstens dækningsområde udvides med nye grupper på Teknisk Landsforbunds område, og for hele funktionærområdet gælder en ny regel, som betyder, at man kan bede om at få et møde i virksomheden med deltagelse af organisationerne, hvis medarbejdere fejlagtigt eller uretmæssigt holdes ude af overenskomsten.
 
*Der indføres mulighed for funktionsløn for teknikere, og muligheden dækker dermed hele funktionærområdet. Og i forhold til funktionæroverenskomstens område samt for funktionærlignende ansatte skal ferietillægget nu også med i beregningen af pensionsbidrag.
 
* HK’s ret til opsøgende arbejde gøres permanent.
 
*Industriforliget indebærer også, at bidraget til fritvalgslønkontoen fordobles fra en til to procent i perioden frem til 2016.
 
*Mindstebetalingen, der i dag udgør 108,70 kr., forhøjes pr. 1. marts 2014 med 1,50 kr. til 110,20 kr., forhøjes pr. 1. marts 2015 med 1,65 kr. til 111,85 kr., og forhøjes med 1,80 kr. pr. 1. marts 2016 til 113,65 kr.
 
*Genetillægget forhøjes med 1,5 procent pr. 1. marts 2014, 1,6 procent pr. 1. marts 2015, og 1,6 procent pr. 1. marts 2016.
 
*Lærlinge- og elevsatser forhøjes med 1,9 procent pr. 1. marts både i 2014, 2015 og 2016.