Skip Ribbon Commands
Skip to main content

Aftale om køreplan for overenskomstforhandlingerne

28. september 2016

Dansk Industri og CO-industri har aftalt en køreplan for den kommende overenskomstfornyelse i 2017 på industriens område.
Parterne har aftalt at indlede drøftelser senere i år med henblik på egentlige overenskomstforhandlinger efter nytår. DI og CO-industri vil bestræbe sig på at få afsluttet forhandlingerne tids nok til, at fremsendelse af opsigelser af overenskomsterne ikke bliver nødvendig.

Samtlige overenskomster betragtes som rettidigt opsagt af overenskomstparterne, hvis opsigelsen – medmindre andet aftales – er modparten i hænde senest den 7. februar 2017. Dette gælder også særoverenskomster, der kan opsiges til ophør den 1. marts 2017 gældende for virksomheder, der er indmeldt i DI efter overenskomst-fornyelsen i 2014.

Er der den 7. februar 2017 ikke opnået enighed om grundlaget for fornyelsen af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst, har parterne aftalt at drøfte, under hvilke former forhandlingerne eventuelt kan videreføres.

DI og CO-industri er endvidere enige om, at eventuelle konfliktvarsler ikke kan fremsendes uden en forudgående drøftelse.

De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem DI og CO-industri, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte arbejdere og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Disse overenskomster gælder direkte for cirka 6.000 virksomheder og omfatter cirka 230.000 medarbejdere.

Forhandlingerne mellem de to organisationer føres af adm. direktør Karsten Dybvad og viceadm. direktør Kim Graugaard, DI, og af CO-industris formand, forbundsformand Claus Jensen og CO-industris næstformand, gruppeformand Mads Andersen.

 

 

19. december 2017
15. september 2016