Skip Ribbon Commands
Skip to main content

Gode anbefalinger fra produktionspanel

13. maj 2015

​Bedre vilkår for produktionsvirksomhederne sikrer flere og bedre job, og derfor er CO-industris to repræsentanter i regeringens produktionspanel godt tilfreds med de anbefalinger, som panelet i dag har afleveret til regeringen:

- For få år siden var det kun få politikere, der overhovedet interesserede sig for, hvordan det gik for ”Produktionsdanmark”, men i dag er de fleste klar over, at vi ikke kan leve af viden alene. Produktionspanelets anbefalinger er et rigtig godt udgangspunkt for regeringens arbejde, siger Claus Jensen, der ud over at være formand for CO-industri også er forbundsformand for Dansk Metal.

Han fremhæver især panelets anbefalinger til politikerne om at holde stort fokus på uddannelse:

- Vi kommer til at mangle tusindvis af faglærte, hvis vi ikke får ændret udviklingen og får flere unge til at vælge en karriere indenfor industri og håndværk. I år var det færre end hver femte fra 9. og 10. klasse, der valgte en erhvervsuddannelse – dét mønster skal vi have ændret. Og her har både politikerne, virksomhederne og fagforeningerne et ansvar, fastslår Claus Jensen.

Også CO-industris næstformand, Mads Andersen, gruppeformand for 3F's Industrigruppe, er tilfreds med anbefalingerne fra Produktionspanelet og fremhæver især det stærke fokus på at sikre virksomhederne adgang til den nødvendige arbejdskraft:

- Vi har været igennem en krise, hvor ledigheden var meget høj, men nu kan vi se, at det går fremad med beskæftigelsen i industrien, og derfor er det helt afgørende, at vi sørger for, at industriens medarbejdere har de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Derfor har vi i panelet anbefalet stærkt fokus på efter- og videreuddannelse i industrien, og det håber jeg, at politikerne vil lytte til. Det er helt afgørende, at vi undgår flaskehalse, og den bedste metode er uden tvivl målrettet uddannelse, siger Mads Andersen.


Yderligere oplysninger kan fås hos:

Pressechef i Dansk Metal, Kasper Hyllested, tlf.: 22 99 33 49, mail: hyllested@danskmetal.dk ved kontakt til Claus Jensen.

Pressevagt i 3F, Amalie Mathiassen, tlf.: 88 92 88 92 ved kontakt til Mads Andersen.

19. december 2017
15. september 2016